Jeg maler ofte på bestilling. Processen bliver indledt med sparring og dialog om dine ønsker og behov. Uanset, om du henvender dig som privatperson eller som virksomhed, tager jeg ud og danner mig et indtryk af det rum, billedet skal give liv. Jeg måler op. Jeg vurderer farver. Jeg fornemmer rummets dynamik. Jeg bruger alle sanser som antenner. Og kombineret med min kreative erfaring pejler jeg mig ind på, hvad rummet mangler.

Du følger løbende med, som værket tager form. Og du behøver ikke være bange for, at du ikke kan lide resultatet, for du betaler kun, hvis det lever op til dine forventninger. Læs mere her

You will never walk alone!

Sådan lyder løftet sikkert fra enhver forælder til konfirmanden. Men for Asger betyder det noget helt særligt. Da hans forældre i 2013 bestilte et konfirmationsmaleri, var deres stikord: Har meget på hjerte, tænker meget over tingene, elsker skildpadder, spiller saxofon – og er Liverpool-fan.

Konfirmationsmalerier er blevet meget populære, og det er tit en gudmor, forældre, bedsteforældre eller en lille flok nære relationer, der gerne vil give en personlig gave, som konfirmanden kan genkende sig selv i.

Når folk kontakter mig for at bestille et konfirmationsmaleri, beder jeg om nogle stikord, der kendetegner konfirmanden. Det kan fx være om personlighed, fritidsinteresser, kæledyr, fremtidsplaner, sjove vaner eller andre ting, der kan symbolisere konfirmandens liv. Størrelsen på et konfirmationsmaleri er typisk 60 x 60 cm, og jeg involverer altid et interaktivt element. Det kan fx være en tavle eller et spejl, og det kan være en praktisk ting som en holder til læbestift eller en krog til smykker, nøgle mv.

Mere personlig bliver en dåbsgave ikke

Det kan være bedsteforældre, en onkel, tante, moster – nogle gode venner eller andre, som har en tæt relation til dåbsbarnet og forældrene, der bestiller et dåbsmaleri.

Alle dåbsmalerier indeholder fødselsdato, navn, et sødt lille lege- eller tøjdyr – og individuelle elementer baseret på stikord fra den, der har bestilt gaven. Dåbsmalerier skal passe til barnets værelse, hvor det typisk hænger 4-5 år. Derfor sørger jeg i farvevalg for at ramme et udtryk, der naturligvis tager udgangspunkt i barnets køn, men også har en spændende dynamik, som de små barneøjne kan udforske igen og igen.

Et dåbsmaleri er typisk 25 x 25 eller 30 x 30 cm, så det ikke bliver for dominerende. Barnets navn er et grundlæggende element i maleriet, så hvis bestilleren endnu ikke kender navnet, udsteder jeg et flot gavekort, som kan overrækkes til barnedåben.